Tilmeld Nyhedsbrev

Udviklingsselskab investerer massivt i natur og grøn bypark i Kildedal By

Se hele dispositionsforslaget for byparken (link)
Vandets vej gennem byen sætter sit præg på Kildedal Bypark, der skal være en blå og grøn passage for områdets flora og fauna (tryk på billedet for at se hele dispositionsforslaget for parken). Illustration: Werk

Politikerne i Ballerup Kommune har netop givet grønt lys til planerne om en bypark i Kildedal By. Samtidig kan selskabet bag byen gå i gang med at bevare og forbedre naturen omkring byen ud fra en række indsatser udviklet i samarbejde med de grønne organisationer i Ballerup

Kildedal By bliver bygget rundt om Kildedal Station – og med den smukke natur lige inden for rækkevidde for både indbyggere og besøgende. I den forbindelse har Ballerup Kommunes Klima- og Miljøudvalg og en samlet kommunalbestyrelse nikket til et ambitiøst naturkvalitetsprogram for området rundt om byen.

Programmets indsatser er udarbejdet af byudviklingsselskabet Kildedal P/S og Ballerup Kommune for at forbedre og beskytte naturen rundt om byen. Samtidig har kommunalbestyrelsen givet sin opbakning til, at selskabet etablerer Kildedal Bypark, der skal strække sig gennem byen som en grøn forbindelse for både dyr, planter og mennesker. For det er faktisk muligt at udvikle biodiversiteten i området, samtidig med at man bygger en ny by, fortæller Hella Hardø Tiedemann, der er formand for Ballerup Kommunes Miljø- og Klimaudvalg.

“Naturen i området omkring den kommende Kildedal By skal bevares og beskyttes. Men det er næsten lige så vigtigt, at vi giver de kommende beboere og besøgende i den nye by god adgang til naturoplevelser, og at de nemt kan tilegne sig viden om områdets natur, for den viden er også med til at beskytte naturen. Derfor glæder det mig, at vi i naturkvalitetsprogrammet og den nye bypark også lægger så stor vægt på formidling af de naturoplevelser, man får i området og på god adgang for publikum,” siger hun.

Konkret betyder indsatserne i naturkvalitetsprogrammet, at der bliver væsentligt flere beskyttede områder og en øget naturværdi på arealerne omkring byen, fordi der bevidst bliver arbejdet med nye overdrev, græsning, høslæt, et såkaldt regenerativt dyrkningsfællesskab, madskov og monitorering af naturen både før, under og efter anlæggelsen af den nye by.

Investerer i naturen
Samtidig vil byens kommende beboere og besøgende få bedre adgang til naturoplevelser og nemt kunne tilegne sig viden om områdets natur. Det vil ske gennem programmets rekreative elementer – shelter, observationsplatforme, stier, gangbroer, grejbanken og andre tiltag, som er med til at give oplevelser i naturen.

Elementerne er som resten af programmet skabt i samarbejde med de grønne organisationer i Ballerup. Det fortæller Siv Raun Andersen, der er by- og bæredygtighedschef i Kildedal By P/S.

“Vi bygger Kildedal By i et varieret område med landbrugsarealer, tidligere industrigrunde og naturområder. Derfor er opgaven dels at passe på naturen, dels at udvikle og forbedre arealerne, så vi øger naturkvaliteten. De grønne organisationer i Ballerup meldte sig meget tidligt på banen, og sammen er det lykkedes os at lægge et meget ambitiøst overvågnings- og udviklingsprogram ned over vores arbejde med at skabe en god by i Kildedal,” siger hun.

Bypark bliver byens grønne passage

Med Kommunalbestyrelsens beslutning om Kildedal Bypark bliver der etableret en stor bypark, der både vil være rammen om sociale arrangementer og fysisk aktivitet samtidigt med, at det er et vigtigt element i at forbinde naturen og styrke biodiversiteten. Her kommer både overdækket udekøkken og aktivitetsruter ligesom der bliver etableret grønne passager for flora og fauna gennem byen, hvilket også hjælpes på vej ved, at regnvandet løber i åbne render og bassiner.

Uden om byen højnes naturværdien for at skabe flere arealer med beskyttet paragraf 3-natur. For at sikre at det lykkes, sætter naturkvalitetsprogrammet en fast systematik op omkring overvågningen af en række arter inden for både fauna og flora. Ved at holde øje med arternes ve og vel inden opstart af projektet, under byggeperioden og efter at byen er taget i brug, kan der hurtigt sættes ind, hvis en art ændrer adfærd eller ser ud til at være påvirket af den omgivende by.

“At bevare den sårbare natur og arterne i den, er et vigtigt element for Danmarks Naturfredningsforening Ballerup. Der har været et stort forarbejde, og med de ambitioner og monitoreringer der er lagt op til, både hvad angår bevarelse og udvidelse af naturen, tør vi godt forsigtigt kalde dette et foregangsprojekt for naturbeskyttelse i forbindelse med byudviklingsprojekter. Vi håber, at andre vil studere tilgangen og indsatserne nøje, og således følge en sådan samarbejdsmodel, når der skal udvikles boliger og/eller erhverv tæt på naturområder i fremtiden,” siger Karin Traun, formand for DN Ballerup.

Naturkvalitetsprogrammet og Kildedal Bypark blev behandlet i Kommunalbestyrelsen i Ballerup mandag den 28. august.

Hen over efteråret inviterer Kildedal By P/S nysgerrige til at høre mere om arbejdet. Det sker dels med en vandring i området den 6. september (se herunder) og ved et borgermøde om planlægningen af den nye Kildedal Bypark på Ballerup Rådhus.

Oplev Kildedal og hør mere om udviklingen

Allerede 6. september kan du høre mere om planerne for naturen, byudviklingen og den kommende bypark. Det sker ved en vandring i området fra kl. 17-19 med start fra Kildedal Station. Det er gratis at deltage i gåturen, der også stopper ved Kroppedal Museums arkæologiske udgravninger i Kildedal.

Septembertur med fokus på naturen og fortiden i Kildedal

FAKTA

Kildedal By P/S, er et arealudviklingsselskab ejet af Ballerup Kommune og Pension Danmark. Selskabet udvikler den nye by. Der skal anvendes ca. 12 mio. kr. i alt til de mange indsatser i naturkvalitetsprogrammet. Indsatserne realiseres i faser over en seksårig periode fra 2023-28.

Kildedal P/S anlægger Kildedal Bypark fra 2025-2028:

  • Første fase af Kildedal Bypark er i 2025. Her anlægges hovedstien gennem parken sammen med et stort, centralt samlingssted omkring byens fælles udekøkken. Desuden bygges et anlæg til lokal afledning af regnvandet, terrænet bliver bearbejdet og der bliver plantet træer.
  • I anden fase i 2028 bliver beplantningen færdiggjort og der bliver opsat byrumsinventar som bænke, lys, skraldespande osv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om Kildedal By

Kildedal By opføres i den vestlige del af Ballerup Kommune rundt om Kildedal Station. Når byen forventes at stå færdig i 2035, er det planen, at den skal have 2.000 boliger og 5.000 arbejdspladser.

Naturkvalitetsprogram for Kildedal

Dispositionsforslag Kildedal Bypark