Tilmeld Nyhedsbrev

CO2-udledningen bliver trykket i bund i byggeriet af ny by

Der bliver brug for den nyeste viden og de stærkeste løsninger, når byggefirmaerne tager fat på at projektere bygningerne i den kommende Kildedal By. For allerede inden de sætter spaden i jorden, skal de have udregningerne klar i forhold til, hvad klimapåvirkningen bliver for de forskellige bygninger.

– Vi stiller krav i alle købsaftaler om, at alt nybyggeri i Kildedal By maksimalt må have en CO2-udledning, som følger den frivillige CO2-klasse for det år, der bliver søgt byggetilladelse. Det er et skrapt krav, som udfordrer udviklerne. Men samtidig mærker vi også, at byggeriets aktører selv tripper for at finde de gode løsninger og få dem i spil, siger Tim E. Halvorsen, projektdirektør i Kildedal P/S.

Han tilføjer, at det ambitiøse krav kommer i halen på et andet krav, som selskabet stiller til udviklerne: Alle byggerier skal som minimum kunne certificeres til standarden DGNB Guld ligesom også hele Kildedal By som byområde skal DGNB-certificeres.

Ambitiøse krav

Formålet med arealudviklingsselskabet Kildedal P/S er at udvikle Kildedal By til en ny, levende og let tilgængelig by med en bæredygtig tilgang til livet og naturen. Byen ligger ved Kildedal Station i Ballerup Kommune og vil rumme 2.000 boliger og 5.000 arbejdspladser inden for især life science frem mod 2035. Den ambition forpligter, fortæller Ballerups borgmester, Jesper Würtzen.

– I Ballerup har vi sat et ambitiøst mål om at nedbringe CO2-udledningen i kommunen med 85 procent inden 2030. Det når vi kun, hvis alle sektorer arbejder sammen og finder nye løsninger. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi i Kildedal By stiller så skarpe krav til byggeriet. Det inspirerer både os selv og kan forhåbentlig også inspirere andre og give værdifuld viden om, hvordan vi frem mod 2030 udvikler vores nybyggerier, siger Jesper Würtzen.

Ifølge Tim E. Halvorsen er de skærpede krav en følge af en ambitiøs ejerkreds, og at de professionelle investorer selv melder sig på banen med ambitiøse projekter. Og eftersom byggesektoren er en væsentlig udleder af CO2, er der brug for en konstant opmærksomhed på løsninger, der driver udledningen ned, fortæller Tim E. Halvorsen.

– En by koster på klimaregnskabet. Heldigvis har Kildedal et par ambitiøse ejere, som nu stiller endnu mere ambitiøse CO2-krav end oprindeligt. Vores dialog med investorer viser også, at de vil tage godt imod skærpede krav. Derfor hæver vi nu barren og gør den frivillige CO2-klasse til et fælles krav for alle, der bygger i Kildedal By, siger han.

Fakta: Mindre CO2 allerede i 2023-byggerier 

Fra 2023 bliver der for første gang stillet krav i det danske bygningsreglement til byggeriers CO2-udledning. Det sker som led i Danmarks målsætning om at nå en 70 procent CO2-reduktion i 2030. Kravet betyder, at alt nybyggeri skal overholde en maksimal CO2-grænse på 12 kg CO2 pr. m2 pr. år. Forventningen er, at bygningsreglementets krav med tiden bliver skærpet.

Sideløbende bliver der indført en frivillig CO2 -klasse (også kaldet lavemissionsklasse), som stiller skærpede krav til byggeriets klimapåvirkning. I den frivillige CO2-klasse bliver loftet på CO2-udledningen løbende sænket.

Søger bygherrerne om byggetilladelse i 2023, må de have en udledning på 8 kg CO2 per m2, der bygges. To år senere falder loftet til 7 kg, og i 2029 er kravet helt nede på 5 kg CO2 pr m2. Målene i lavemissionsklassen sikrer dermed, at der er et fortsat pres på at nå ambitionerne om at bygge med bæredygtige tiltag.

Figur viser Kildedals krav til co2-udledning
Kravene til CO2-udledningen fra byggeriet af Kildedal By bliver gradvist skærpet i de kommende år.

Ny by i Kildedal bliver bygget på fællesskaber

Gennem byen løber byens fælles park og naturens hovedvej i Kildedal By. Rundt om i byen samler borgere og besøgende sig omkring udekøkkenet, dyrker jorden, får pulsen op, nørder i reparationsværkstederne, nyder udsigten fra udsigtstårnet på toppen af bakken og gør klar til ugens fællesspisninger. De fælles faciliteter indgår alle i Bylivsplanen for Kildedal By, der som en vigtig milepæl i arbejdet med at skabe en ny by skal få bylivet i Kildedal By til at blomstre, samtidig med, at den nye by vokser frem.
– En by og et godt sted at leve er meget mere end en byggegrund i den rigtige størrelse. I Kildedal By begynder vi med at investere i naturen og i faciliteter og fællesskaber for de mennesker, der skal bo sammen. Når vi skaber rammerne om det gode liv så tidligt, er fundamentet på plads, allerede inden vi tager de første spadestik. Jeg kan næsten ikke vente til den dag, vi mødes til den første fællesspisning i Kildedal By, siger Siv Raun Andersen, by- og bæredygtighedschef i Kildedal P/S, der udvikler den nye by.

Byværter holder livet i gang

Bylivsplanen tager fat i de forskellige delområder i Kildedal By og beskriver, hvordan de hver især bidrager til fællesskaberne, en natur i balance og muligheden for at leve et sundt liv. Samtidig præciserer planen, at de kommende bygherrer skal reservere 1 procent af deres arealer til fælles funktioner og betale til et fælles kunstprogram. Som noget helt unikt bliver der også ansat to byværter, der skal sætte fælles aktiviteter i gang og sikre, at fællesfunktionerne fungerer og bliver vedligeholdt. Værterne har også en særlig rolle i forhold til at arbejde for deleøkonomi, fokus på ressourcer og formidling om bæredygtighed og natur.

Byværterne er en del af en overordnet fælles grundejerforening for hele Kildedal By, som skal drifte fysiske anlæg og kultur og bæredygtighed – og som er med til at sikre, at intentionerne i bylivsplanen fortsætter, når byen står færdig – forventeligt omkring 2035.
– Det er fantastisk vigtigt, at vi har nogle ankerpersoner, som kan være med til at udvikle og drive fællesskaberne frem. Vi tror på, at rigtig mange ting vil ske af sig selv, ganske enkelt fordi facilite-terne er der. Men værterne får en vigtig rolle i at skabe de bedste betingelser for byens pionerer, så deres idéer kan komme flest muligt til gavn, siger Siv Raun Andersen.

Virksomheder er en del af bylivet

Fuldt færdigbygget vil Kildedal By have godt 2000 boliger og 5000 arbejdspladser indenfor især life science og videnstunge erhverv.
De mange arbejdspladser skal ikke ligge døde hen efter fyraften, men tværtimod kunne bruges aktivt af beboerne, dels for at udnytte ressourcerne bedst muligt, dels for at sikre liv i byen. Det kan være, at beboerne kan købe overskydende mad med hjem fra kantinen eller bruge fitnessrummet om aftenen. På samme måde kan medarbejderne tage del i de mange aktiviteter, der foregår i byen eller benytte aktivitetsruterne til en frisk pause.
– Det er bedre for kloden, når vi deles om ressourcerne. Samtidig fremmer vi fællesskaberne, når vi deler funktionerne mellem os – også på tværs af virksomheder og boliger. Det tror vi på, vil være attraktivt for både kommende beboere og arbejdspladser. Kildedal By skaber rammerne om et sundt liv, hvor vi gør det enkelt at være en del af fællesskabet og svært at være ensom, slutter pro-jektdirektør for Kildedal P/S Tim E. Halvorsen.

Du kan allerede nu følge byudviklingen på facebook.com/kildedalby og holde dig orienteret på her på siden, hvor du også kan læse hele bylivsplanen.

Fakta:

Alle bygherrer i Kildedal By er forpligtet til at afsætte 1 procent af byggeriet til fælles bylivsfunktioner. Dermed har udviklingsselskabet hånd i hanke med, at intentionerne i Bylivsplanen også bliver ført ud i livet.

Mor og datter ser på skitse over langhus på arkæologivandring i marts 2023
Også i bondestenalderen var området omkring Kildedal Station et godt sted at bo. Selskabet bag Kildedal By inviterer den 14. juni til endnu en arkæologisk vandring med arkæologer fra Kroppedal Museum, hvor alle interesserede kan høre mere om fortiden og det fremtidige liv i den nye by i udkanten af Storkøbenhavn.
kort fra bylivsplan med oversigt over fælles faciliteter
Bylivsplanen fastlægger, hvilke fælles faciliteter og funktioner, beboere og besøgende får glæde af i Kildedal By.

Tæt samarbejde sikrer biodiversiteten i Kildedal By

Over de næste 10-15 år udvikler arealselskabet Kildedal P/S en ny by omkring Kildedal Station i Ballerup med 2000 boliger og 5000 arbejdspladser. Kildedal By udvikles i et smukt landskab af markante bakkedrag, dyrkede marker, lavtliggende eng- og moseområder, overdrev, læhegn og småsøer af høj naturmæssig og rekreativ værdi. Den nye by vil bygge videre på de eksisterende naturværdier og sikre den bedst mulige biodiversitet samtidig med, at byen vokser frem.

Selskabet har derfor fra begyndelsen samarbejdet med medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening i Ballerup, fortæller projektdirektør i Kildedal P/S Tim E. Halvorsen.

”Vi skylder en stor tak til medlemmerne i Danmarks Naturfredningsforening i Ballerup for deres engagement i arbejdsgruppen for biodiversitetsstrategien. De har et stærkt lokalt kendskab og stor faglighed. Vi har brugt mange vinteraftner sammen for at sikre, at vi fik de bedste løsninger for biodiversiteten i udviklingen af Kildedal By. I fællesskab har vi landet en ambitiøs og realistisk strategi”, siger han.

Karin Traun, der er konstitueret formand for Danmarks Naturfredningsforening i Ballerup, siger:

”Det er glædeligt, at et byudviklingsselskab som Kildedal P/S tager så stort ansvar for at arbejde for at skabe bedre vilkår for naturen. Vi er stadigvæk i dialog om afværgeforanstaltninger i få, men vigtige områder.

Når nu der skal bygges på arealet, er vi glade for, at vi er blevet lyttet til og taget med på råd så tidligt i forløbet og det kan også inspirere i andre byudviklingsprojekter både i Ballerup og rundt om i landet.”

Stiller krav til alle, der vil bygge i Kildedal

Når Kildedal By bliver udviklet vil der blive skabt nye våde og tørre levesteder for at fremme biodiversiteten. Mere end halvdelen af alle planter vil være hjemmehørende arter til glæde for insekterne i området. Naturen bliver trukket ind mellem bygningerne, mens en stor grøn korridor forbinder eksisterende enge, moser og overdrev. Regnvand bliver ledt i åbne render og forløb til glæde for flora, fauna og helt sikkert også byens kommende børn. Mellem den beskyttede natur og det kommende byggeri er udpeget en zone, hvor der skal tages særlige hensyn for at passe på naturen.

”Det er indgribende at bygge en by, det er vi helt bevidste om. Netop derfor er biodiversitetsstrategien et vigtigt dokument i byudviklingen. Det forpligter os og de kommende bygherrer i området til at beskytte og forbedre artsrigdommen i området. Bygherrerne skal leve op til kravene for at få lov til at bygge,” fortæller projektdirektør i Kildedal P/S Tim E. Halvorsen.

Biodiversiteten skal måles og vejes nu og i fremtiden

Udgangspunktet for strategien er en grundig kortlægning af den eksisterende biodiversitet i området suppleret med en række konkrete handlingsplaner, der skal være med til at øge biodiversiteten.

”Vi har forpligtet os selv med et ambitiøst monitoreringsprogram, som fremover skal måle og veje og ikke mindst formidle biodiversiteten i Kildedal hvert tredje år. På den måde kan vi også i fremtiden holde øje med, at de grønne indsatser udvikler sig som planlagt, og vi kan handle hurtigt, hvis der er behov for det. Ambitiøse mål, tydelige krav og løbende opfølgning på naturområdet er vejen til at sikre biodiversiteten særligt i forbindelse med byudvikling. Biodiversitetsstrategien er et af flere metoder til at sikre dette i Kildedal By”, siger by- og bæredygtighedschef i Kildedal P/S Siv Raun Andersen.

I et andet samarbejde med de grønne organisationer og Ballerup Kommune arbejder Kildedal P/S på et naturkvalitetsprogram for naturen rundt om Kildedal By for at forbedre naturen der og sikre en nænsom adgang i den. Naturkvalitetsprogrammet lanceres sidst på sommeren.

Fakta om Kildedal By

Kildedal By bliver bygget omkring Kildedal Station i Ballerup Kommune de næste 10 til 15 år. Byen befinder sig mellem det åbne land og den tætte by og har en bæredygtig tilgang til livet og naturen. Byen bliver på 44 hektar og får 2000 boliger, 5000 arbejdspladser, butikker, daginstitutioner, kulturtilbud og et bevægelseshus. De første byggeprojekter forventes at gå i jorden i 2024.

Formålet med biodiversitetsstrategien i Kildedal By er,

  • At opretholde, bevare og forbedre den eksisterende biodiversitet
  • At skabe ny biodiversitet
  • At registrere biodiversiteten fra starten og monitorere den i fremtiden
  • At informere om og involvere i natur og biodiversitet nu og i fremtiden
  • At afsætte midler til fremtidige bæredygtighedsindsatser i Kildedal By

Find Biodiversitetsstrategien og læs mere under siden med Planer og programmer

 

Foto af stationsskiltet på Kildedal station med udsigt over området
Efter et tæt samarbejde med DN Ballerup ligger der nu en fast strategi for biodiversiteten i Kildedal.

Oplev fortiden på tur i fremtidens by

Jernalderen og Bondestenalderens hverdagsliv er kommet til overfladen i arbejdet med en ny by ved Kildedal Station. Fundene i de arkæologiske udgravninger bliver i øjeblikket omhyggeligt registreret, fritlagt og bevaret, og nu inviterer Kroppedal Museum og udviklingsselskabet bag Kildedal By til en vandring omkring udgravningerne.

Nye fællesskaber på vej

På vandringen vil du blive klogere på oldtidsfundene i området og arbejdet med at skabe en ny by med fællesskab, naturoplevelser og et hverdagsliv i bevægelse.

”Arkæologernes fund viser, at Kildedal også var populært blandt mennesker i Oldtiden. Her har været masser af aktivitet i området, fordi der var god adgang til vand, frugtbar jord og grønne enge til græssende kvæg. Når udgravningerne er færdige i løbet af året, tager vi for alvor fat på arbejdet med at skabe Kildedal By med fokus på det gode hverdagsliv og fællesskaber omgivet af fantastisk natur. Vi glæder os til at fortælle mere om planerne for den nye by på vandringen, siger Siv Raun Andersen, by- og bæredygtighedschef i Kildedal.

Arkæologer viser rundt

Det er Kroppedal Museums arkæologer, der ud fra de foreløbige fund nu gør klar til at indvie flere i områdets historie.

”Vi havde ikke været i gang i mange timer med udgravningerne, før sporene efter det første oldtidshus dukkede op. Det fund har givet os viden om, hvordan et hus fra den ældre romerske jernalder kan have været indrettet. Ved udgravningerne får vi en indsigt i områdets historie, vi ellers ikke havde fået. Den viden glæder vi os til at dele med deltagerne i arkæologivandringen,” fortæller Lotte Sparrevohn, arkæolog på museet og leder af udgravningerne.

Hun oplyser, at alle oldtidsspor dokumenteres og fund bevares for eftertiden og opfordrer alle interesserede til at deltage i vandreturen den 29. marts fra kl. 17-19. Mødestedet er Kildedal Station. Ruten er lagt, så alle kan deltage, men det er god ide at huske praktisk fodtøj.

Tilmelding kan ske indtil 27. marts på rgh@kildedalby.dk

Foto af arkæolog fra Kroppedal Museum
Daniel og Nikolaj (i baggrunden) fra Kroppedal Museum glæder sig til at fortælle om oldtidsspor og fund fra tidligere tider, når arkæologerne og Kildedal By inviterer til vandring i området omkring Kildedal Station.

Kildedal var også et smørhul i Oldtiden

Kildedal var et regulært smørhul i Oldtiden. Den gode adgang til vand, de frugtbare jorde, enge og gode muligheder for græssende kvæg gjorde Kildedal aldeles populært blandt bønder i Bondestenalderen.

Bondestenalderen løber fra 4000 til 2000 før vores tidsregning. Dengang var samfundet organiseret i familier og klaner, som havde tilhørsforhold til et område. Man havde endnu ikke egentlige stedfaste landsbyer, men flyttede med mellemrum sin bondegård til et nyt sted.

Sjældent palisadehegn
Alligevel er det tydeligt, at Kildedal har været et skattet tilhørssted. Arkæologerne har nemlig fundet rester af et sjældent palisadehegn fra omkring år 2800 før Kristus. Hegnet i Kildedal blev højst sandsynligt anlagt for at beskytte et område som en boplads eller et kultisk område. Det kan også være, at det skulle definere grænser eller skabe forbindelser mellem vådområder.

Fundet af palisadehegnet vidner om, at Kildedal var et område af en vis betydning. Samtidig spiller det meget godt sammen med tidligere fund omkring Smørum, som understreger, at der har været meget aktivitet i området i Oldtiden.

Affald giver kilde til viden
I Kildedal har arkæologerne også fundet stolpehuller fra bondehuse, lerkar og redskaber, der er gået mere eller mindre i stykker. Det er meget typisk, at man finder de redskaber, som er gået i stykker, når man udgraver tidligere bopladser. Der er de nemlig blevet smidt ud på en fælles losseplads eller lignende. Intakte redskaber, krukker og perler er forbeholdt gravhøjene, hvor høvdingene og deres familier blev begravet i al deres magt og vælde.

Vandring med fokus på arkæologi
De arkæologiske udgravninger i Kildedal By foretages af Kroppedal Museum og varer året ud. Alle fund bliver sikret for eftertiden inden byggestart i 2024. Vi glæder os til at blive endnu klogere på fortiden og dele vores viden med jer. Vi inviterer nemlig på vandring med fokus på arkæologi og status på Kildedal By i samarbejde med Kroppedal Museum den 29. marts kl. 17-19. Du kan tilmelde dig vandringen på mail: rgh@kildedalby.dk

Kildedal vil have byliv, biodiversitet og høj kvalitet fra første spadestik

Ambitionerne er tårnhøje for Kildedal, der udvikles over de næste 10 til 15 år rundt om Kildedal Station i Ballerup Kommune. Byen vil sætte nye standarder indenfor biodiversitet, byliv, fællesskaber og bæredygtige tiltag. Målsætningerne er beskrevet i det kvalitetsprogram, som netop er udgivet af arealudviklingsselskabet Kildedal P/S, der er ejet af Ballerup Kommune og Pensiondanmark i fællesskab.

  • Kvalitetsprogrammet sikrer, at vi får en levende og varieret by i høj kvalitet. I programmet giver vi klare anvisninger til kommende bygherrer og investorer om, hvordan de skal bygge for at indfri vores ambitioner for Kildedal. De skal vælge materialer, som patinerer smukt og har et lavt CO2-forbrug, og samtidig dyrke biodiversiteten, fremme fællesskab og invitere kunsten ind som en integreret del af byudviklingen. Alle skitseprojekter skal godkendes af vores bestyrelse for at sikre, at der ikke bliver slækket på ambitionerne undervejs i processen, siger projektdirektør for Kildedal P/S Tim E. Halvorsen.

Bidrager til udviklingen af Ballerup

I Ballerup Kommune ser man frem til at få kvalitetsprogrammet endeligt behandlet politisk. Det sker efter planen mandag den 30. januar, når Kommunalbestyrelsen mødes. Den nye by vil bringe attraktive boliger og mange nye arbejdspladser til kommunen. Samtidig er der lagt vægt på at skabe en sund by med oplevelser for borgere i byen og gæster udefra.

  • Det er et spændende og interessant kvalitetsprogram, der italesætter Kildedals kvaliteter. Kildedal skal efter planen bidrage til udviklingen af Ballerup Kommune med flere boliger, flere arbejdspladser, nye muligheder for at bo stationsnært og samtidig leve sundt tæt på naturen. Vi forventer os meget af vores nye by, siger borgmester i Ballerup Kommune Jesper Würtzen.

By i balance

I PensionDanmark er der også glæde over det nye kvalitetsprogram. Arbejdsmarkedspensionsselskabet har længe været kendt for at gå nye veje for at fremme bæredygtighed i byudviklingen og for at sætte fokus på biodiversitet og værdien af fællesskaber. Med Kildedal cementerer de deres position som en af de mest ambitiøse pensionsselskaber i Danmark. PensionDanmark sætter særligt pris på den dedikerede indsats for at bevare og styrke biodiversiteten i og omkring Kildedal og kravet til byggerierne om en maksimal udledning på 8,5 kg CO2/m2 pr. år. Det er cirka 30% mindre CO2 end de nuværende regler i bygningsreglementet for nyt boligbyggeri.

  • Vi vil skabe en by i balance, hvor mennesker kan leve i tæt samspil med naturen, dyrke en mere bæredygtig livsstil og indgå i meningsfulde fællesskaber. Derfor er vi glade for, at vi nu kan præsentere et så ambitiøst program til Ballerup Kommune og de mange mennesker, som skal leve og arbejde i Kildedal fremover. Det bliver et fantastisk sted at bo med de mange indsatser, der er lagt for dagen, slutter ejendomsdirektør i PensionDanmark Marius Møller.

Fakta om Kildedal

Kildedal bliver bygget omkring Kildedal Station i Ballerup Kommune de næste 10 til 15 år. Byen befinder sig mellem det åbne land og den tætte by og har en bæredygtig tilgang til livet og naturen. Byen bliver på 44 hektar og får boliger, erhverv, butikker, daginstitutioner, kulturtilbud og et bevægelseshus. De første byggeprojekter forventes at gå i jorden i 2024.

Læs Kvalitetsprogrammet her: https://www.kildedalby.dk/presserum/

Kom til borgervandring i Kildedal

Vi gentager sidste års succes med borgervandringer i Kildedal.

Vi har flere arrangementer på programmet i 2023, hvor alle interesserede inviteres på en rundtur i projektområdet.

Vores første rundtur har fokus på Naturkvalitetsprogrammet og afholdes den 5. februar 2023 kl. 13-15

Her præsenterer vi nogle af de indledende forslag til Naturkvalitetsprogrammet. Det er muligt at komme med forslag til programmet og få en snak med medlemmer af arbejdsgruppen.

Mødestedet for rundvisningen den 5. februar er Engagergård. Vi serverer lidt til ganen undervejs.

Vores anden rundtur har fokus på de arkæologiske fund i området og afholdes den 29. marts kl. 17-19

Her vil Kroppedal Museum fortælle om de arkæologiske fund i området, mens vi vil løfte sløret for nogle af udviklingsplanerne i Kildedal.

Mødestedet for rundvisningen den 29. marts er p-pladsen ved Kildedal Station. Vi serverer lidt undervejs.

Arrangementerne er gratis, men kræver tilmelding på e-mail: rgh@kildedalby.dk Når du ikke at tilmelde dig,  er du stadig meget velkommen.

Vi glæder os til at se dig!

Kommunikationsmedarbejder til Kildedal P/S

Brænder du for byudvikling, bæredygtige tiltag og biodiversitet i byens natur? Trives du i et varieret miljø, hvor dagene sjældent ligner hinanden? Kan du lide at arbejde med forskellige kommunikationsplatforme? Så er det måske dig, vi søger!

Kildedal P/S er et udviklingsselskab, som er sat i verden for at skabe en helt enestående by ved Kildedal Station i Ballerup Kommune. Mellem det åbne land og den tætte by bygger vi Kildedal By de næste 10 til 15 år. Det er en by med en bæredygtig tilgang til livet og naturen, hvor vi har fokus på at skabe fællesskaber, dyrke sundheden og tiltrække fremsynede virksomheder med vokseværk.

Vi er et hyggeligt sekretariat på fem medarbejdere, som er stærke på byudviklingens forskellige discipliner, og som arbejder tæt sammen med vores ejere Ballerup Kommune og PensionDanmark om udviklingen af Kildedal By. Vi sætter pris på hinandens selskab, på at løse udfordringer sammen – og så nyder vi godt af Ballerups bedste kantine, som findes i rådhuset lige rundt om hjørnet.

Vi er på udkig efter en kommunikationsmedarbejder, som vil arbejde for os 20 timer om ugen og være med til at skabe Danmarks bedste by!

Jobbet indebærer:

  • Skrive og udsende pressemeddelelser til lokalaviser, dagblade og branchemedier
  • Skrive nyheder til hjemmeside, nyhedsbrev og sociale medier
  • Opdatering af hjemmeside i WordPress
  • Udvikling og drift af vores sociale medier LinkedIn, Facebook & Instagram
  • Løbende pressekontakt
  • Planlægning af borgermøder og deltagelse i borgernære arrangementer
  • Udarbejdelse af grafisk materiale ud fra skabeloner i InDesign.
  • Planlægning og koordinering af kommunikationsindsatser

Vi leder efter en ambitiøs, selvstændig og udadvendt kommunikationsprofil, som

  • Har en relevant en videregående kommunikationsuddannelse, fx cand.mag., cand.com., cand.scient.pol
  • Har nogle års erfaring fra en anden kommunikationsstilling
  • Er kreativ, initiativrig og grundig
  • Kan omsætte teknisk kompliceret stof til fængende artikler og SoMe posts
  • Er proaktiv og god til at spotte den gode historie
  • Kan holde øje på bolden, når der er mange dagsordener i spil

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte by- og bæredygtighedschef Siv Raun Andersen på mail: sra@kildedalby.dk eller tlf.: +45 21555254.

Send din ansøgning med CV til administrationschef Helene Runliden på mail: hru@kildedalby.dk snarest og senest den 16. januar. Vi forventer at holde samtaler den 23. januar.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Ny, grøn arbejdsgruppe skal udvikle Kildedals naturområder

Kildedal P/S og Ballerup Kommune går nu sammen med lokale, grønne organisationer om at beskytte og udvikle naturen omkring den nye by. Arbejdsgruppen tæller Dansk Naturfredningsforening, Grønt Råd i Ballerup, Friluftsrådet og en række fagspecialister, der sammen skal kvalificere tiltagene i Kildedals såkaldte naturkvalitetsprogram.

I denne uge afholdt Kildedal P/S og Ballerup Kommune det første møde i den grønne arbejdsgruppe, som skal sikre værdien og oplevelsen af naturen omkring byudviklingsområdet Kildedal vest for Ballerup. Gruppen drøftede rammerne for samarbejdet og kom med flere konkrete forslag til de naturrådgivere, som skal omsætte ambitionerne til konkrete forslag.

”Vi har her en unik mulighed for at hæve kvaliteten af naturen omkring Kildedal – både for planter, dyr og mennesker. Derfor er vi glade for, at de grønne organisationer har sagt ja til at deltage i arbejdsgruppen. Det er nogle stærke, faglige kapaciteter, som samtidig har stort lokalt kendskab. Det var en fornøjelse at mærke både entusiasmen og den dybe indsigt, som de kan bidrage med,” siger Siv Raun Andersen, by- og bæredygtighedschef i Kildedal P/S.

Arbejdsgruppen vil fremover mødes fast en gang om måneden frem til den endelige præsentation af et naturkvalitetsprogram for området i foråret 2023.

Arbejdsgruppen drøftede rammerne for opgaven og debatterede oplægget fra SLA Landskabsarkitekter.

Dyrkningslaug, naturstier og grejbank

Naturkvalitetsprogrammet bliver et arbejdsredskab, som har flere formål: Det skal både sikre den fremtidige beskyttelse af fredede naturområder, der ligger uden for Kildedals kommende bebyggelse, og det skal øge naturværdien og biodiversiteten på de tidligere landbrugsarealer, som også omgiver Kildedal.

Arbejdsgruppen vil desuden arbejde med tiltag, der øger menneskers kendskab og adgang til områdets natur. Der er allerede nu kommet konkrete forslag såsom fælles dyrkningslaug, grejbanker og naturruter, som skaber forbindelse mellem byen og naturen. Faste ruter og stier kan samtidig beskytte særligt sårbare naturområder, som ikke tåler færdsel.

”Omgang med naturen kræver nænsomhed, men vi tror også på, at nem adgang til naturoplevelser kan give os mennesker en stærkere forståelse for naturen. Når vi lærer naturen at kende, bliver vi bevidste om vigtigheden af at beskytte den. Derfor har vi også fokus på den formidlingsopgave, der ligger i arbejdet, siger Siv Raun Andersen.

Arbejdsgruppen afholder næste møde i januar, hvor de skal behandle de indledende udkast til programmet, som Kildedals naturrådgivere har udarbejdet. Arbejdsgruppen vil derefter invitere interesserede til en vandring i februar, hvor de foreløbige planer kan drøftes med arbejdsgruppen på stedet.

Deltagerne i arbejdsgruppen er: Dansk Naturfredningsforening Ballerup, Grønt Råd i Ballerup, Friluftsrådet, Ballerup Kommune, Kildedal P/S og SLA Landskabsarkitekter.

Stor opbakning til Kildedal-vandring: Bliver nu en fast tradition

50 friske borgere tog med på den første borgervandring i projektområdet for den kommende by, Kildedal, i Ballerup Kommune. Her havde udviklingsselskabet inviteret på informationstur for at møde borgerne og præsentere planerne for byens kommende udvikling.

Udviklingsselskabet Kildedal P/S gør nu borgervandringer til en fast tradition, når vi fremover inviterer alle interesserede borgere med på vandring i området. Her vil vi løbende gøre status på projektets fremdrift og invitere til spørgsmål og samtaler om projektets temaer.

Se en kort video fra dagen her

 

Projektdirektør Tim E. Halvorsen udtaler:

”Borgerinddragelse er en central del af at udvikle en ny by. Vi vil både sikre en god kommunikation fra vores side, men også skabe et rum, hvor vi kan få borgernes betragtninger og inputs med tilbage i vores arbejde. Vi mener, at fysiske gåture i området skaber et rigtig godt rum for de samtaler.”

Kommende borgervandringer annonceres her på hjemmesiden og på Facebook-siden ”Kildedal By”.