Arkæologerne har nu sluppet pensler og murerskeer, rettet ryggene ud og nikket til veludført arbejde.
Kroppedal Museum har afsluttet sine arkæologiske undersøgelser i forbindelse med udviklingen af projektområdet Kildedal By. Derfor frigiver museet nu området, og det betyder, at arealerne er klar til byggemodning.
Populært gennem flere tusinde år
Kildedal har som en del af Værebro Ådal været et godt og populært sted at bo gennem tusinder af år.
Den konklusion havde arkæologerne fra Kroppedal Museum en god anelse om i forvejen, da de i 2020 gjorde Ballerup Kommune opmærksomme på, at der kunne være arkæologiske interesser på godt 200.000 kvadratmeter af arealet i Kildedal, der var udpeget til byudvikling.
På bestilling af Kildedal P/S gik museet derfor i 2023 i gang med en egentlig arkæologisk udgravning af godt 50.000 kvadratmeter af det samlede areal for byen.
Kildedal By ligger nemlig tæt på området, hvor overgangsstedet Snydebro tidligere gjorde det muligt at krydse Værebro Å.
Åen har været en betydelig grænse mellem Nordsjælland og landsdelene syd her for. Det var kun muligt at krydse åen få steder, og ét af disse steder var ved Snydebro.
Det var derfor et vigtigt vadested, som formentlig er blevet brugt gennem hele oldtiden. Af samme grund knytter der sig også en spændende historie til området som grænseland mellem forskellige steder og grupper i forskellige tider. Det var også en grænse mellem bygder; her har været handlet varer og måske har der også været kamp om området. Ved vadestedet er der nemlig fundet økser, dolke, spydspidser og mange skeletter.
Kildedal-fund underbygger kendt viden
Siden har arkæologerne afdækket en lang række interessante fortidsminder og udbygget kendskabet til Kildedal-områdets ældste historie.
Den kendte viden bliver blandt andet understøttet af et stort fund af palisader i Kildedal. Disse palisader, der stammer fra bondestenalderen, antages at have været en del af en befæstning, selvom deres præcise formål stadig er uvist.
Kroppedals arkæologer har i forbindelse med udgravningerne fundet spor af en gravplads fra romersk jernalder, bebyggelser fra bondestenalder, bronzealder og jernalder og ikke mindst velbevarede spor af den middelalderlige forgænger til bebyggelsen Sørup, der ligger nord for Måløv Byvej.
Undervejs i forløbet har Kildedal By og Kroppedal Museum samarbejdet om formidlingen af oldtidshistorien gennem flere velbesøgte vandringer og har i øvrigt haft tæt dialog om de arkæologiske undersøgelser og formidlingen af dem.
Mere end 4000 års historie i Kildedal By >