vintertid er plantetid
16. november kl. 12.00-14.00
November er den perfekte måned til at plante træer og buske – og til at samles om noget varmt at spise og drikke.
Grib spaden, og hjælp os med at plante et spiseligt læhegn, der skaber læ og liv for både mennesker og dyr.
Undervejs kan du lære om regenerativ dyrkning og syntropiske metoder, der styrker biodiversiteten og fremtidens fødevareproduktion.
Vi mødes om den rygende varme mad og hygger ved bålet med bålkokken Eline Lange. Det bliver en dag med jord under neglene, ny viden, fællesskab og masser af glæde i naturen – så kig forbi – der er både plads til og brug for dig!
Vi sørger for redskaber og alt, hvad vi ellers skal bruge. Du skal bare sørge for praktisk fodtøj, tøj der må blive beskidt og godt humør.

Hvad skal vi lave?
I løbet af året har flere skoleklasser og frivillige været med til at plante og så i Kildedals Madlandskab. Nu inviterer vi til at samle kræfterne igen for at plante endnu flere træer og skabe optimale betingelser for madskovens fortsatte udvikling med et spiseligt, syntropisk læhegn.
Det spiselige læhegn vil ikke kun beskytte mod vestenvinden, men også styrke områdets rolle som en værdifuld fødekilde for både mennesker og dyr. Elever, forældre og alle andre interesserede er velkomne til en hyggelig og aktiv plantedag i madlandskabet.
Når fingrene bliver kolde, samles vi omkring det kunstneriske ildsted og nyder et lækkert måltid, som bålkokken Eline Lange tilbereder over åben ild.

Mødested: Dagen begynder ved Grobund på Kildedal Station (linje C). Herfra bevæger vi os sammen til madlandskabet.
Med: Billedhugger Karin Lorentzen, skovdyrker Josipa Bicanic og bålkok Eline Lange samt Kildedal P/S
Dato og tid: Søndag den 16. november kl. 12-14
Tilmelding: Deltagelse er gratis, men vi vil gerne have, at du tilmelder dig. Så undgår vi madspil og kan bedre tilrettelægge dagen, så alle får en god oplevelse.
Afbud kan sendes til kontakt@kildedalby.dk