Tilmeld Nyhedsbrev

Børn fra international skole sætter kurs mod Kildedal

Viking International School flytter fra 2025 en del af undervisningen ud under åben himmel i Kildedal By. Det sker som forløber for en egentlig flytning til Kildedal By inden for de næste år. Skolen vokser og interessen for den er stor hos de mange internationale vidensarbejdere på virksomhederne i Ballerup-området

110 elever fra hele verden møder hver dag ind til en skoledag på Viking International School i Ballerup. Skolen er populær blandt familier, der opholder sig midlertidigt i Danmark for at arbejde eller forske og hos danske familier, der har boet i udlandet eller forventer at komme til det. Forældre og elever fra hele hovedstadsområdet bliver tiltrukket af skolens internationale miljø, hvor undervisningen primært er på engelsk og på højt faglige niveau. Dertil kommer et klart fokus på elevernes trivsel, og at skolen aktivt bruger naturen som praktisk ramme om undervisningen.

De ældste elever har gået på skolen, siden den blev stiftet i 2020 som en international skole fokuseret på STEM-fagene: Science, Technology, Engineering og Mathematics. Nu begynder skolen at have en lang venteliste, samtidig med at der mangler faglokaler og plads til de ældre årgange. Derfor går skolen i 2025 i samarbejde med Kildedal By om en række praksisnære undervisningsforløb. I første omgang under åben himmel.

”Da vi først fik kig på omgivelserne og planerne for Kildedal By og det arbejde, der foregår med at udvikle naturen omkring byen, kunne vi ikke forestille os et mere fantastisk match. Vi bruger allerede i dag naturen i stor udstrækning i vores undervisning og ser rigtig gode muligheder for at udvikle vores undervisning omkring byens mange aspekter. Det gælder både naturkvaliteterne og byudviklingen,” siger Angelika Cullen, rektor på Viking International School.

Skolen er samtidig gået helhjertet ind i planerne om på lidt længere sigt at etablere sig i Kildedal By, fortæller skolens bestyrelsesformand, Søren Pap-Tolstrup.

”Selve byudviklingsprojektet rammer lige ind i vores målgruppes behov og ønsker til boliger. Vi oplever allerede i dag, at vores familier efterspørger boliger tæt på skolen. Det ville være noget af en drøm, der gik i opfyldelse, hvis vi både kunne få den plads, vi har brug for, og samtidig kunne tilbyde dem mulighed for at bosætte sig i et område, hvor børnene kan gå i skole, mens der er mange attraktive jobmuligheder for forældrene i området,” siger han.

 

Et oplagt match

Kildedal By bliver bygget med en vision om at tiltrække flere virksomheder og deres medarbejdere inden for life science-området. Her vil det være attraktivt, hvis virksomhederne kan tilbyde deres tilrejsende medarbejdere adgang til en international skole.

Det fortæller Tim E. Halvorsen, der er projektdirektør i Kildedal PS, der står bag den nye by med 2.000 boliger og 5.000 arbejdspladser. Han glæder sig over, at Viking International School nu starter en række aktiviteter op i Kildedal på baggrund af den nye samarbejdsaftale.

”I Kildedal kan eleverne fra Viking International School komme ud under åben himmel og arbejde med en undervisning, hvor naturen og processerne omkring udviklingen af en by bliver omdrejningspunktet. Med deres nye ’klasseværelse’ her skaber vi kendskab til området og får givet videre til deres forældre og deres netværk, at den nye by møder en lang række af de ønsker, nye tilflyttere til Danmark har. Så vi er utrolig glade for den store interesse, Viking International School viser for Kildedal By,” siger han.

 

Meningsfuldt madlandskab

I samarbejdet indgår blandt andet et skoleforløb om et nyt madlandskab, der skal vokse op i Kildedal. Den internationale skole henter i forvejen inspiration fra LEAPS-metoden, der har fokus på at skabe læring og engagement gennem autentiske og meningsfulde projekter. Det gør Kildedal Bys kommende madlandskab til en god ramme om undervisningen, fordi landskabet skal indeholde en lang række spiselige planter til glæde for beboere og besøgende i byen. Samtidig løfter madlandskabet naturkvaliteten i området og bringer emner som biodiversitet og naturudvikling helt ind mellem hænderne på eleverne, fortæller Siv Raun Andersen, der er by- og bæredygtighedschef og vicedirektør hos Kildedal PS.

”Vi har allerede gode erfaringer med at involvere Ballerups skolebørn i udviklingen af den nye by og ikke mindst i udviklingen af vores madlandskab, hvor vi i 2024 har samarbejdet med Østerhøj Skole i Måløv om madlandskabets første områder. Viking International School får en konkret og forståelig ramme om undervisningen, der giver børnene viden om vores afhængighed af naturen, og hvordan vi kan dyrke og udvikle den mere bæredygtigt, end vi gør i dag. Men endnu vigtigere er naturligvis skolens ønske om at blive en fastere del af Kildedal. Det glæder vi os meget til at konkretisere i den kommende tid,” siger hun.

Skoledagen på den internationale skole kommer nu også til at handle om bæredygtighed og naturudvikling.

Fakta om viking International School

  • International friskole med undervisning på engelsk primært samt ugentlig danskundervisning
  • 92 familier og i alt 111 elever fordelt på klasser fra 1. til 7. klasse
  • 20 lærere og andet personale fra i alt 14 nationer samt to skolehunde, der hjælper til elevernes trivsel
  • Aktuelt beliggende i Egebjerg-området i Ballerup med ugentlige undervisningsforløb i områdets natur
  • Læs mere om at være elev på Viking International School på vikinginternational.dk

Med samarbejdsaftalen vil de to parter realisere et skoleprojekt på et byggefelt i Kildedal By samt indlede et partnerskab om forskellige læringsforløb og samarbejder. Kildedal By bliver over de næste ti år opført på arealerne omkring Kildedal Station og nord og syd for Maløv Byvej samt syd for S-togsbanen. Det er målet, at byen vil komme til at rumme 2.000 boliger og 5.000 arbejdspladser, institutioner, fritidstilbud og butikker.

Læs mere om Viking International School

Forsidefoto af børn fra skole i et snedækket Kildedal
Elever på Viking International School flytter nu en del af deres skoledag til Kildedal By. Foto: Viking international School