Udrulningen af fjernvarme fra Vestforbrænding har siden september skabt stor graveaktivitet langs Måløv Byvej.
Fjernvarmeforsyningen af Kildedal blev allerede for flere år siden knyttet til etableringen af en ny fjernvarme-hovedledning mellem Måløv Spidslastcentral og Stenløse (EF Maglevad Centralen).
Det er dette gravearbejde, der nu efterhånden er rykket videre fra Kildedal. Dermed er strukturerne nu på plads for, at de cirka 2000 boliger og 5000 arbejdspladser i Kildedal By vil kunne blive betjent med klimavenlig varme fra Vestforbrænding.
Det var på forhånd annonceret, at anlægsarbejdet ville kræve en lukning af Kildedalsvej i tre weekender, men da arbejdet skred hurtigere frem end forventet, har trafikken kun været berørt i den første annoncerede weekend, 20. september – 23. september.
Billedet viser forgreningen, der skal forsyne det centrale Kildedal By med fjernvarme. De forskellige byggefelter i Kildedal By vil blive koblet på ledningsnettet i takt med, at byen udvikler sig.