Tilmeld Nyhedsbrev

Natur

Kildedal ligger i et naturskønt område omgivet af søer, moser, overdrev og engområder. Den særlige naturværdi og biodiversitet vil vi bevare og forbedre, når vi bygger den nye by.

Målet er at beskytte de fredede naturområder omkring byen og at skabe bedre betingelser for naturen, dyre- og insektlivet i fremtidens Kildedal.

Derfor har vi søsat et ambitiøst udviklingsprogram for de næste 10 til 15 år, hvor hensynet til naturen bliver fundamentet for skabelsen af en by rig på oplevelser, fællesskaber og arbejdspladser.

Bynatur

Kildedal består i dag af tidligere landbrugsjord, bebyggelse, infrastruktur og lovbeskyttede naturarealer. I udviklingen af Kildedal vil vi tage udgangspunkt i det eksisterende landskab og de eksisterende naturværdier, fremme biodiversiteten og dermed sikre fremtiden.

Derfor har vi udarbejdet en biodiversitetsstrategi. Her balanceres bynatur, natur og en høj biodiversitet i forhold til den kommende by. Målet er, at mennesker, planter og dyr skal kunne leve side om side med hinanden.

Fokus er på at beskytte og understøtte eksisterende naturområder, øge biodiversiteten på den gamle landbrugsjord samt forstærke og forbinde de eksisterende enge, moser og overdrev ved hjælp af en grøn korridor. Bynaturen skal også prioriteres på byens pladser, ligesom naturen trækkes ind mellem husene, så den eksisterende natur understøttes og forstærkes.

Styrket biodiversitet mellem husene og understøttelse af den eksisterende natur vil på den måde være til glæde for mennesker, dyr og naturen.

Fakta: Vi bevarer og styrker biodiversiteten i Kildedal

– Vi styrker den eksisterende biodiversitet og skaber ny biodiversitet i Kildedal

– Vi registrerer naturens tilstand, inden vi går i gang og forpligter os på at følge den i fremtiden – så vi er sikre på, at naturen er i fremgang i Kildedal. Vi vil også fremover måle på bl.a. naturværdi, biofaktor, beskyttet natur og artsdiversitet.

– Vi informerer og involverer beboere og aktører i natur og biodiversitet nu og i fremtiden

– Vi afsætter midler til fremtidige bæredygtighedsindsatser

Fredet natur

I Kildedal er naturen grundigt kortlagt.

I udkanten mod nord og syd er der såkaldt §3-beskyttede naturområder med sø, vandløb, mose, eng og biologisk overdrev.

Disse lovbeskyttede naturarealer udgør 13% af området. For at passe på den beskyttede natur arbejder vi med en understøttende naturzone, som understreger, at her skal udvises særlig nænsomhed.

Byggeriet bliver i denne zone trukket tilbage og nedskaleret mod den beskyttede natur både i højde og volumen, så skyggevirkninger minimeres, og naturen trækkes med op mellem bygningerne.

Figuren til højre viser samtlige naturundersøgelser foretaget i og omkring projektområdet inden for de seneste 5 år. Bemærk at der også er foretaget paddeundersøgelser ved vandhulsundersøgelserne (turkis og blå ramme).

Beskyttede arter

Kortlægningen har også vist, at der findes beskyttede dyrearter, såkaldte bilag IV-arter indenfor og udenfor projektområdet.

Det er bl.a. arter som langøret flagermus, markfirben og spidssnudet frø. Disse arters levevilkår må ikke forringes, og den såkaldte økologiske funktionalitet skal opretholdes.

Det forpligter vi os på ved enten at bevare og forbedre nuværende levesteder eller ved at etablere nye levesteder som erstatning for de steder, der bliver forstyrret.

Det kan fx være ved at etablere bat barns til flagermus og arbejde for flere insekter, som kan give føde til flagermusene.

Fakta: Vi beskytter naturen i Kildedal

– Vi bygger ikke på de beskyttede arealer undtagen et lille stykke til udvidelse af en eksisterende vej og supercykelsti.

– Hvis levesteder påvirkes, sikrer vi, at den økologiske funktionalitet opretholdes.

– Vi har udpeget en naturunderstøttende zone op mod §3-arealerne, som fordrer særlig nænsomhed, så fredet natur bliver forstyrret så lidt som muligt.

Vandets vej

I Kildedal bliver vandet en del af bybilledet. I stedet for at gemme regnvandet væk i store kloakker under jorden, lader vi mange steder vandet løbe på overfladen  for at skabe oplevelser i gadeplan.

Det skaber bedre vilkår for biodiversiteten og et grønnere bybillede. Regnvandet bliver de fleste steder i Kildedal by håndteret i åbne, forbundne grøfter og vandløb. Novafos står for at etablere regnvandsbassiner i og udenfor Kildedal, hvor vandet forsinkes, inden det løber videre til Værebro Å.

Erfaring viser, at regnvandsbassiner med tiden ofte udvikler sig til §3-natur. Regnvandet kan være et vigtigt element til nye levesteder og en større naturværdi i og omkring Kildedal.

Samarbejde og partnerskaber – biodiversitet og natur

Biodiversitetsstrategien for Kildedal udvikles i samarbejde med repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening i Ballerup og forventes færdig i februar 2023. Strategien skal sikre fokus på:

– at opretholde, bevare og forbedre den eksisterende biodiversitet

– skabe ny biodiversitet

– registrere biodiversiteten fra starten og monitorere i fremtiden

– informere og involvere i natur og biodiversitet nu og i fremtiden

– afsætte midler til fremtidige bæredygtighedsindsatser i fremtiden

Grøn arbejdsgruppe

For at understøtte de naturlige sammenhænge hen over projektområdets grænser udarbejdes et særligt Naturkvalitetsprogram for at bevare og øge naturværdien rundt om Kildedal.

Naturkvalitetsprogrammet skal samtidig åbne området for rekreative naturoplevelser med blandt andet stiforbindelser i respekt for naturen.

Det skal ske i samarbejde med de forskellige lodsejere i området, fagspecialister og i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet og Grønt Råd i Ballerup.

I en arbejdsgruppe kvalificerer og udvikler vi sammen Naturkvalitetsprogrammet, så vi finder de bedste løsninger i fællesskab. Naturkvalitetsprogrammet forventes færdig i april 2023.