Portrætterne voksede bogstaveligt mellem hænderne på os i kunstprojektet ‘Planteportrætter’
69 billeder. Så mange billeder løb til, mens udstillingen af kunstværket ‘Planteportrætter på Kildedal Station’ gradvist voksede frem i sidste halvdel af 2024.
Med værkerne belyste billedkunstner Camilla Berner, hvordan plantearterne definerer forskelige naturtyper som overdrev og mose og gør os klogere på områdets topografi.
Elever fra skoleklasser, billedkunsthold og interesserede borgere blev i løbet af året inviteret til at medvirke i udstillingen, efter at de havde været med kunstneren ude på de arealer, hvor vi bygger Kildedal By. Sammen fandt, registrerede og portrætterede de arterne og deres findere.
De indsamlede arter blev derefter udstillet som ‘valgplakater’, der frem til december måned hang og pyntede i lygtepælene på Kildedal Station. Dermed bidrog de også til synligheden om Kildedal-projektet, der møder trafikanter og forbipasserende på p-pladsen ved Grobund på Kildedal Station.
Værket er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond.