Vinderen er fundet! Anders Kondrup tog årets naturfoto 2025 i Kildedal

Tak til deltagerne i Kildedals fotokonkurrence, der hen over sommeren har delt deres flotte, fantasifulde og indsigtsfulde fotos med os andre. Nogle har knyttet et par ord til, hos andre taler billedet for sig selv, men fælles for dem er, at fotograferne har taget os med ind i det Kildedal, man ikke lige ser, når man kører forbi.
Fotokonkurrencen er nu slut, og dommerne. Lars Andreassen og Carsten Selvang fra Dansk Selskab for Fotografi har fundet deres vinder.
Prisen for Årets Naturfoto 2025 går til Anders Kondrup for billedet af Solnedgangen over Engagerrenden.

Dommerne fremhævede blandt andet dybden i billedet, da de kommenterede på de forskellige finalebilleder og kårede vinderen ved arrangementet ‘Sensommer i Grobund’ på Kildedal Station den 30. august 2025.
Anders var lykkedes med nogle af de ting, fotografiet som kunstform netop kan: Han havde fastholdt solnedgangens stråler længere, end det menneskelige øje kan, og han havde skabt en klar opdeling og komposition i billedet som blandt andet bliver underbygget med den skarpe kant mellem himmel og jord.
Anders havde taget konkurrencens to kategorier til sig. Foruden billedet af ‘Natur langt fra’, havde han også indsendt et billede af ‘Natur tæt på’. Makrobilledet af den grønne tæge tildelte dommerne en særlig anerkendelse. Her fremhævede de blandt andet den mørke baggrund, som åbner for fortolkning: Hvilke hemmeligheder gemmer sig i baggrunden, og er det noget, den ellers farligt udseende tæge skal tage sig i agt for?

Magien i grønt

På en flot 2. plads har Kim Svarrer indrammet essensen af ideen med en fotokonkurrence i området. På én af de nymalede, grønne stolper, der markerer de nye naturstier ud i landskabet, tager en bevinget vandrer sig et hvil midt i alt det grønne.
Endelig løb Tobias Schejbel Jørgensen med tredjepladsen for sit landskabsbillede fra engen ved Engagerrenden med kig mod Engagergaard. Her gør svalen i vild flugt over vidderne noget særligt for billedet og motivet, der nærmest giver mindelser om et maleri fra den danske guldalder.
Oplev finalisterne i september
Sammen med de fire udvalgte billeder er seks andre billeder udtaget til en fotoudstilling på Kildedal Station. Billederne er ophængt i lygtepælene omkring Grobund, så læg vejen forbi i september og få andres blik på Kildedal.
