Gå på opdagelse i Kildedals madlandskab
På arealerne vest for Kildedal By finder du et anlægsprojekt lidt anderledes end de fleste.
Her finder du ikke parkens rette linjer, hårde grusstier eller skarpe kanter, men derimod skovens vildskab og arternes indbyrdes afhængighed og konkurrence.
I madlandskabet omdanner vi nemlig de tidligere markarealer til spiselige naturoplevelser ud fra permakulturens principper, hvor naturen producerer og reproducerer livet i et bæredygtigt kredsløb, hvor det visne løv fra sidste år giver nyt liv til væksten i det kommende. Det øger naturkvaliteten og binder CO2 i jorden, samtidig med at området skaber nye fællesskaber og lærer os om bæredygtig madproduktion.
Målet er, at madlandskabet en dag bliver et forrådskammer for mennesker med grøntsager, frugter, nødder og bær dyrket efter regenerative principper. Som bruger eller beboer i byen er det her, du finder ro, arbejder med jorden eller lægger vejen forbi, hvis du er lækkersulten. En del planter er sat – og i fuld gang med at vokse sig større, mens andre dele af landskabet udvikler sig i de kommende år.
Allerede nu er madlandskabet et besøg værd. Dels for at gå på opdagelse i de forskellige planter og sorter. Dels på grund af billedhugger Karin Lorentzens skulpturelle ilsted, Sol, der er indrettet med borde-bænkesæt og brænde til bålet, så I kan tage på udflugt og lave jeres næste måltid ved bålet. Gennem året er madlandskabet base for en række aktiviteter, som alle nysgerrige kan deltage i. Arrangementerne bliver blandt andet slået op her på hjemmesiden.

Med støtte fra Statens Kunstfond, Børnekunstpuljen i Ballerup Kommune og Kildedal PS har skovbrugsdyrker Josipa Bicanic og billedhugger Karin Lorentzen udviklet madlandskabet som et læringsforløb:
Her lærer elever fra Østerhøj Skole i Måløv om syntropisk dyrkning, mens de planter i skovcirklerne, mens elever fra Viking International School trækker klasseværelset ud i naturen, når de planter læhegnet, der beskytter landskabet og fungerer som ammetræer.
Mange frivillige har givet en hånd med ved plantedage og arrangementer gennem året. Her forbereder vi sammen jorden, planter, høster og laver mad af afgrøderne.

