
Det var ikke uden en vis forsigtighed, at Camilla Berner en regnvåd søndag i maj troppede op på de mudrede marker ved Kildedals madlandskab. Med sig havde hun nemlig de sarte, de porøse, de forfejlede og de tæt på perfekte prototyper på et nyt og mere bæredygtigt, plantebaseret byggemateriale.
Andre forsøg var afbilledet på plakater sammen med procesfotos af kunstnerens arbejde med at omdanne den invasive kæmpebjørneklo, kruset skræppe og andre planter til basen i et formbart materiale.
Præsentationen ved En majdag i madlandskabet var dermed kulminationen på en meget lang og alligevel kun foreløbig proces med at nå frem til en prototype for et nyt værk; ’Hånd om Landskabet’. Processen udsprang af et undervisningsforløb om ’Fremtidens Materialer’ i efteråret ’24, som Camilla Berner har drevet sammen med kunstrådgiver Charlotte Bagger Brand, Kildedal By og DTU’s Innovationslinje.
Hvor de DTU-studerende med deres projekter var drevet af at finde løsninger til den nye by, er Camilla Berners tanke med værket et andet, fortæller hun i sin kommunikation om værket.
“‘Hånd om Landskabet’ er mit eget bud på ‘Fremtidens materialer’. Det er et håndtag støbt efter det ikoniske Zeppeliner-greb i bakelit fra midt 1920’erne. Bakelitten var forløber for industrielt fremstillet plastik. Dette håndtag er støbt af 100 procent bionedbrydelige materialer, hvoraf 30 procent er tørret plantemateriale, indsamlet fra de (mudrede) marker vi stod og så ud på hin dag i maj.”
Med værket håber Camilla Berner at forbinde den nye by med områdets historie.
“Markerne skal med tiden bebygges med 5000 nye blandede boliger og erhverv. Det grønne håndtag er med kæmpebjørneklo og det brune er med kruset skræppe. I min drømmeverden vil der være et håndtag i hver ny bolig en dag. Hver gang du tager om håndtaget, tager du ’Hånd om Landskabet’ -det, der var, før husene flyttede ind,” fortæller kunstneren.

Projektet er et godt eksempel på, hvordan kunstnere, foreninger og borgere er med til at finde og afprøve nye løsninger til den nye by, allerede inden vi bygger byen. Tilmeld dig nyt fra Kildedal By, hvis du vil være en del af processen eller vil høre nyt om de forskellige projekter.
