Form Kildedals fortid med fingrene i august og september
Byudviklingen i Kildedal kaster nu et par nye kunstsamarbejder af sig. Første gang var 16. august, hvor du på Ballerup Museum kunne forme ler med inspiration fra lokale arkæologiske fund. 5. september har du igen chancen i forbindelse med høstmarkedet i Pederstrup. Sideløbende med weekendaktiviteterne former børnene i Børnehuset Fregatten lerperler som i fortiden. Det hele sker sammen med oldtidskeramikeren Christella Bamford
Ballerup Museum inviterer nu til to åbne arrangementer, hvor du kan arbejde med ler som i jernalderen. Det sker med ler gravet op lokalt og med inspiration og hjælp fra Christella Bamford, der som keramiker har specialisereret sig i at genskabe perler, potter og andre typer oldtidskeramik, som det blev lavet i blandt andet jernalderen.
Første gang den 16. august foregår med afsæt i Ballerup Museums særudstilling om ’Kildedal – stationen uden by’. Anden gang er så 5. september i forbindelse med høstmarkedet i Pederstrup, hvor du blandt andet kan lære at sortbrænde din keramik i gløderne, hvis du deltog første gang – eller forme ler, du så kan brænde hjemme.
Børn i oldtiden
I august og september kan børnene i Børnehuset Fregatten i Måløv samtidig se frem til en rejse tilbage til den lokale oldtid. Sammen med Christella Bamford skal børnene over to dage forme, pynte og brænde perler inspireret af de arkæologiske fund, der er gjort i forbindelse med byudviklingen i Kildedal. Det hele slutter med en lille fernisering for forældrene, hvor også Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget i Ballerup Kommune er inviteret, da udvalget har valgt at støtte såvel forløbet som to åbne arrangementer hos Ballerup Museum.
Kortlægning i Kildedal
Afsættet for det hele er udviklingen af Kildedal By og den arkæologiske kortlægning og udgravning, som Kroppedal Museum har lavet i den forbindelse. Som del af formidlingen af fundene har Christella Bamford haft to meget velbesøgte workshops i Kildedal, arrangeret af Kildedal P/S, der bygger den nye by. De åbne arrangementer har netop handlet om at lade sig inspirere af fundene og metoderne bag keramikken.
Nu bliver keramikken så både en oplevelse i børnenes dagligdag og til to offentlige aktiviteter arrangeret af Ballerup Museum. Det fortæller Kildedal P/S faste kunstrådgiver, Charlotte Bagger Brandt, der selv deltager sammen med Christella Bamford. Først viser de, hvordan det lokalt opgravede ler kan formes til perler magen til dem, der er fundet i tre grave fra romersk jernalder i Kildedal. Dernæst skal perlerne pyntes og brændes i gløderne fra et bål.
”Oldtidskeramikken og Christella Bamfords viden om teknikkerne gør arrangementerne til noget særligt. Det bliver en dejlig konkret oplevelse, at der har siddet andre før os arbejdet og formgivet nogle ting, vi i dag tager for givet. På den led bliver keramikken en super fin ting at samles om, fordi den giver plads til at tale om historien, uden at det bliver tørt og støvet, ” siger Charlotte Bagger Brandt.

Oldtidskeramik på Ballerup Museum 16. august og igen 5. september på høstmarkedet i Pederstrup
Begge dage mellem kl. 11-14. Gratis adgang, tilmelding ikke nødvendigt.
Workshoppen kobler arkæologi, kunst og byudvikling, og deltagerne introduceres til teknikker inspireret af fund fra området, så de selv kan lave kakler, perler og små skåle. På dag 2 skal keramikken sortbrændes og pyntes, lige som det vil være muligt at forme leret, hvis du ikke deltog i august.