Tilmeld Nyhedsbrev

Plantedag i det flaksende forår

Gruppe med flagermusmasker

Mødested: Grobund

12. april kl. 11-14
Maskeworkshop dog kl. 11-16

OBS – workshop dag 2 afholdes 10. maj

Foråret er over os, flagermusene vågner af deres dvale, og det er blevet plantetid i madlandskabet. Kom med til en aktiv dag for hele familien, hvor I kan deltage i hvert jeres arrangement, inden vi samles omkring  den lækre bålmad til frokost.

Deltagelse er som altid gratis og for hele familien.

Tilmelding til de to aktiviteter sker nederst på siden her.

Masker lavet i ler

Det begynder med en ler-model og siden skal der pyntes: Nu kan du lære at lave fascinerende flotte flagermusmasker.

 

Maskeværksted (del I) kl. 11 – 16 i kunstnerværkstedet på Måløv Byvej 294

Følg med performancekunstner Linh Le ind i flagermusenes verden, når vi former vores helt egne flagermusmasker i løbet af en todages workshop i april og maj.

Over to gange fem timer bygger, former og farvelægger du din egen flagermusmaske.
Linh Le, der også er artsambassadør for den langørede flagermus, gør os klogere på dette særlige og mytiske væsen og hjælper os godt på vej.

Skal din maske være et kunstværk, en udklædning eller en helt korrekt gengivelse af flagermusens fine træk? Det bestemmer du, men bered dig på at holde tungen lige i munden, fra vi laver de første modelleringer i ler, til vi skærer ud til øjnene og pynter masken med flotte farver på dag 2.

Voksne og børn kan arbejde sammen om en maske, eller I kan lave hver jeres. Det vælger I ved tilmeldingen.

Når du tilmelder dig, bliver du også automatisk tilmeldt workshoppens dag 2 den 10. maj.
Der er et begrænset antal pladser på workshoppen, så vær opmærksom på, om du kan deltage begge dage, hvis du tilmelder dig.

Planteaktivitet i madlandskabet

Plantedag i madlandskabet kl. 11 – 14

Kribler det mere i fingrene for at komme i jorden? Så er du ikke alene.

For billedhugger Karin Lorentzen og madskovdyrker Josipa Bicanic kan det ikke gå hurtigt nok med at få jord under neglene. Ikke mindst i år, hvor der for første gang skal plantes i de nye højbede, der nu stråler ud fra Sol, Karins smukke bålsted.

Som i resten af madlandskabet bliver bedene dyrket på naturens præmisser og ud fra tanker om, hvordan et bedre kendskab til planter og råvarer kan ændre vores madkultur. På plantedagen sætter vi krydderurter med de seks grundsmage, så de kan vokse sig store og flotte til sommerens madlavning ved bålstedet. Undervejs kan du blive klogere på, hvad et hügelbed er, ligesom vi hører om tankerne bag permakultur, regenerativ dyrkning og syntropisk vækst.

Med på plantedagen er også Boris Wortmann, der lærer os at pode et æbletræ. Kom og bliv knivskarp på, hvornår på året du skal pode, og hvad du skal være opmærksom på.

Mød også landskabsarkitekt Dorte Buchardt Westergaard, der fortæller om planerne for den videre udvikling af madlandskabet, som vi går i gang med i 2026 og ind i foråret 2027.

Som altid kan du også høre mere om, hvordan det i øvrigt skrider frem med byudviklingen i Kildedal By og selvfølgelig få noget godt at spise.

Foto af at der plantes i madlandskabet

Til begge aktiviteter får du den bedste oplevelse, hvis du vælger fodtøj og tøj, der gerne må blive vådt og beskidt. Workshoppen er indendørs, men involverer ler og papmaché. Madlandskabet kan være mudret og plantearrangementet gennemføres også i regnvejr.